Værd at vide som nabo til VE

Fremme af udbygning med vindmøller og solceller


Energistyrelsen administrerer fire ordninger i lov om fremme af vedvarende energi (VE-loven), som har til hensigt at fremme lokalbefolkningens accept af og engagement i udbygningen med vindmøller og solceller. Læs om disse ordninger nedenfor.

Grøn Pulje



Opstilleren af VE-anlæg er forpligtet til at indbetale et beløb pr. opstillet megawatt (MW) til Grøn Pulje i den kommune, hvor VE-anlægget opstilles. Beløbene er som følger:

  • 313.000 kr. pr. MW ved landvindmøller
  • 125.000 kr. pr. MW. ved solcelleanlæg

Betalingen af Grøn Pulje skal ske direkte fra opstilleren til kommunen som en engangsbetaling efter nettilslutning (eller løbende over en årrække).

Kommunen har ansvaret for at administrere midlerne i Grøn Pulje, der kan anvendes til forskellige kommunale tiltag. Midlerne skal dog fortrinsvist støtte projekter ansøgt af beboere i nærheden af VE-anlægget samt til andre grønne tiltag i kommunen.

Hvis anlægget ligger tæt på en kommunegrænse, kan beboere inden for 6 gange vindmøllens totalhøjde eller inden for 200 meter fra et solcelleanlæg i den tilstødende kommune også søge om tilskud fra Grøn Pulje. Det er dog op til den pågældende kommune at træffe beslutning om deling på tværs af kommuneskel.

Midlerne i Grøn Pulje skal anvendes inden for en frist på 5 år. Eventuelle ubrugte midler skal derefter indbetales til statskassen.

Læs mere om Grøn Pulje på Energistyrelsens hjemmeside.

VE-bonusordning


VE-bonusordningen giver beboere i husstande nær VE-anlæg mulighed for at modtage en årlig udbetaling. Man er berettiget denne udbetaling, hvis ens husstand er beliggende inden for en afstand svarende til 4-8 gange vindmøllens totalhøjde og/eller inden for 0-200 meter fra et solcelleanlæg. Størrelsen på VE-bonussen afhænger af anlæggets elproduktion, som igen afhænger af vind- og vejrforhold (for vindmøller) eller solforhold (for solceller) samt markedsprisen for den producerede elektricitet.

Denne VE-bonus er man, som nærboende husstand, berettiget til hele VE-anlæggets levetid, fra første producerede kilowatt-time (kWh). VE-bonussen udbetales skattefrit én gang årligt bagudrettet, med frist den 1. maj og beregnes ud fra produktionen for hver VE-teknologi. Det betyder, at hvis der er tale om et hybridanlæg, der eksempelvis består af både vindmøller og solceller, kan husstande inden for de nævnte afstande være berettiget til VE-bonus fra begge teknologier.

Læs mere om VE-bonusordningen på Energistyrelsens hjemmeside.

 

Værditabsordning



Værditabsordningen giver beboere i nærheden af kommende VE-anlæg mulighed for at anmelde krav om erstatning, hvis anlægget medfører et værditab på deres beboelsesejendom. Hvis erstatning for værditabet tilkendes, er det opstilleren af anlægget, der står for at betale erstatningen.

Der er ingen geografisk grænse for, hvor tæt man skal bo på anlægget for at være berettiget til erstatning. Alle lokale beboere kan i princippet søge erstatning, men for at få den tilkendt skal værditabet overstige 1 % af beboelsesejendommens værdi.

Ejere af beboelsesejendomme, der ligger helt eller delvist inden for en afstand af 6 gange vindmøllens totalhøjde og/eller 200 meter fra et solcelleanlæg, kan anmelde deres krav gratis. Ligger ejendommen uden for denne afstand, skal ejeren betale et gebyr på 4.000 kr. sammen med anmeldelsen. Gebyret opkræves af Energistyrelsen, men tilbagebetales, hvis værditabet bliver tilkendt (dvs. hvis værditabet overstiger 1% af ejendomsværdien).

Læs mere om Værditabsordningen på Energistyrelsens hjemmeside.

 

Salgsoptionsordning


Salgsoptionsordningen giver beboere i nærheden af kommende VE-anlæg mulighed for at sælge deres ejendom til opstilleren af anlægget.

Ejere af beboelsesejendomme, der ligger helt eller delvist inden for en afstand af 6 gange vindmøllens totalhøjde og/eller 200 meter fra et solcelleanlæg, kan anmelde krav om salgsoption.

Som ved værditabsordningen gælder salgsoptionsordningen kun, hvis der er tilkendt et værditab på beboelsesejendommen på mere end 1%.

Læs mere om Salgsoptionsordningen på Energistyrelsens hjemmeside.

 

Typisk proces for udvikling og planlægning af et VE-anlæg






Kontakt os gerne!

Vi vil gerne tale med dig.

Har du behov for at tale med vores projektudviklere, vores tekniske eller kommercielle personale, eller vores direktør, så kontakt os gerne, og vi vil forsøge at besvare dine spørgsmål.

+45 86 22 62 00

Mød medarbejderne her

 

Se også her:


OP